manracotis

Mange elsker ikke deres baby

❤️ Click here: Elsker ikke min baby

Noget der for tusinder af år siden er blevet indkorperet i mine gener, således at jeg med det samme, på ren automatik, tog mig af mit grædende hjælpeløse barn. På den halvanden uge, der er gået siden fødslen, har hun tabt næsten 16 kilo.

For selvfølgelig bliver han da ikke ved med at være støjende, hylende og nulre sig i tiasemanden når han bliver ældre. De findes ikke, og hvis de gør, så må de ihvertfald ikke komme frem til overfladen. Der gik max et døgn så havde vi snakken igen og der var lyden en helt anden. Jeg tror personligt ikke at du er den eneste mor i verden, som har tænkt de tanker - selvom jeg desværre ikke selv har erfaring med børn, endnu.

Elsker ikke voksen datter - For det er også dit ansvar som mand og far at sørge for, at din familie har den tryghed, de mere end nogensinde har brug for lige nu.

SELVOM HUN IKKE ER HER. Tror faktisk det er meget normale følelser du går rundt med : Personligt går jeg heller ikke rundt og taler til min mave eller noget.. Og nogle mennesker har jo bare mere svært ved det end andre, indtil baby kommer ud af maven... Så al mulig lykke herfra. Er sikker åp at du nok skal få det meget bedre med det hele på et tidspunkt : tror nu sagtens du kan elske din baby, men du har måske lidt svært ved situationen. Det er svært at elske en man endnu ikke har mødt, men du passer helt sikkert på, undgår ting der er skadelige, passer lidt ekstra på dig selv - og sikkert glæder du dig også til at stå med barnet i dine arme. Og så lader det til at der er en super far i støb - lækkert Jeg går heller ikke og taler med maven. Kan næsten nogle gange glemme jeg er gravid - hvis ikke det var pga generne. Sidste gang havde jeg det på samme måde og begyndte fx først at købe babyting og lave værelse efter uge 30+ og det var mere fordi det blev jeg jo nødt til. Ikke fordi det kriblede i mig. Det er så urealistisk det der kommer og skal til at ske. Det er svært at glæde sig til noget man ikke aner hvad er. Efter jeg fødte fik jeg heller ikke den automatiske moderkærlighed. Jeg har en masse følelser omkring min lille dreng i maven, og holder af ham. Men jeg har det rigtig svært ved at snakke med maven, synes det virker mærkeligt at snakke til en stor mave.. Og han reagere heller ikke på Min tale til ham. Jeg har fundet ud af, at hvis jeg fløjter og klapper lidt på maven, så får jeg spark tilbage. Kan godt være det lyder mærkeligt. Eller hvad man siger.. Det med at drømme om babyen inde i maven, det gør jeg heller ikke. Spurgte faktisk min kæreste forleden om vi ikke skulle tage en dag eller 2 på Roskilde festival. For det havde jeg aldrig prøvet før.. Han kiggede bare meget mærkeligt på mig, oh svarede : undskyld HVAD!! Havde lige et kort øjeblik glemt at jeg var gravid og nok ville være højgravid eller have født når Roskilde startede.. Det er slet ikke unormalt. Selvfølgelig er der forskellige grader. Jeg kan huske da jeg ventede den første at jeg følte dårlig samvittighed da de andre gravide jeg kendte ikke kunne snakke om andet end dares ufødte barn. Det kunne jeg sagtens. Hvis jeg skal komme med et råd så vil jeg sige at du skal snakke med din jordemoder om det. Jeg ved ikke om det kan udvikle sig til fødselsdepression senere hvis det er. Det er jo kroppen og sindet der reagere. Der er mange der går rundt og lider af dårlig samvittighed og som ikke vælger at snakke med nogen der kan hælpe dem. Snak om det og føl efter hvordan du har det. Håber snart det vender for dig og du kan slappe af og nyde din baby i din krop. Jeg mener det altså bare som et råd det jeg har skrevet, du er jo den eneste der kan mærke hvordan det rigtig er og hvad der er det rigtige for dig. Sbreer Havde de tligesom dig da jeg ventede min datter. Et par timer efter hun var født, kiggede jeg på min mand og sagde: Jeg elsker hende altså ikke, gør du? Og ganske rigtigt gjorde han heller ikke. Der gik max et døgn så havde vi snakken igen og der var lyden en helt anden. Vi elskede og elsker hende stadig SÅ højt, og tror det handler om hvor virkeligt man synes det er. Det er helt normalt. Jeg har svært ved at elske noget jeg ikke helt kan forholde mig til. Jeg har en pige på snart 2 og hende elskede jeg heller ikke da hun lå i maven. Tværtimod, så synes jeg det var VILDT ulækkert når hun sparkede Jeg var heller ikke forelsket i hende, da hun blev født og ej heller de første måneder af hendes liv, men lige pludselige kom det ud af den blå luft. Jeg så en gravid pige komme gående og lige pludselig kom følelserne væltende ind over mig og så mig selv stå stortudende og tænke tilbage på min egen graviditet og hvor højt jeg egentlig elskede denne her lille pige. Det kom da hun var 3 måneder. Jeg synes det er kæmpe stort af dig at være åben om dine manglende følelser, da man altid hører om hvor fantastisk det er at en lille i maven og hvor stor lykken er, når den lille kommer op på ens mave. Jeg synes du skal glæde dig over at du har en mand, der har det i sig. Det er da fantastisk. Jeg er gravid for 2. Men det ved jeg at jeg kommer til. Jeg snakker heller ikke med min mave og det meste af tiden er jeg ret irriteret for jeg duer ikke til at være gravid. Jeg synes det er besværligt og hader at være hæmmet i mine udfoldelser. Det gør ondt og han må bare gerne komme ud! Med min datter elskede jeg hende faktisk heller ikke de første par dage. Kan huske det hele bare kørte sådan mekanisk og praktisk ogjeg passede på hende for det skal man jo! Tror først det var på 5. Kan tydeligt huske jeg sad med hende i armene og hun sov og pludselig væltede det ind over mig! Jeg sad og tudede for mig selv ved tanken om hvis der skete noget med det bette væsen og jeg havde bare lyst til at kramme hende til døde og pakke hende ind i vat! Så bare rolig du! Det skal nok komme og det kommer ikke nødvendigvis i det sekundt hun er ude af din mave.... Men så ER den der også! Det kan du være sikker på. Det er altså også meget mærkeligt at skulle forholde sig til baby inde i maven som man overhovedet ikke kender eller har mødt endnu. Jeg tror, du er som kvinder kommende forældre er flest. Jeg elsker ikke mine piger i maven. Det er meget surrealistisk og uforståeligt for mig, at der er babyer i min mave. Og det trods, at jeg har en kæmpe mave og kan mærke dem meget. Jeg havde det på samme måde, da jeg ventede min søn. Jeg tænker, det er helt naturligt. Hvordan kan man også elske et menneske, man ikke kender og aldrig har mødt? Jeg er da også spændt på, hvad det er for at par frække tøser, men kærlighed er der ikke tale om endnu. Det kommer, når de kommer til verden - og når jeg ser dem, mærker dem, føler dem og lærer dem at kende. Pludselig elsker man - og det kan ikke være anderledes. Præcis sådan oplevede jeg det med min søn. Jeg synes roligt du kan tale med jordemoderen om det. Som du kan læse her, er du ikke den eneste, der ikke elsker endnu. Viser det sig, at du får en fødselsdepression, så er det vigtigt at du får hjælp og støtte - men ud fra det du skriver, ville jeg ikke være bekymret overhoved. En fødselsdepression kan ramme os alle. Jeg synes, du skal skrue ned for dine forventninger til dig selv - og se tiden an. De fleste forældre ender med at forgude og elske deres børn helt op til månen og tilbage igen Kærlige hilsner Emilsmil PS. Jeg snakker overhoved ikke til min mave. Jo, hvis en af pigerne lægger sig, så det er ubehageligt, kan jeg godt bande og brokke mig lidt. Hos mig var det først noget der kom snigende dage, uger, ja næsten måneder efter fødslen. Det er helt normalt, men jeg tror der er mange der ikke tør sige det højt. Da jeg fik min første datter op på maven, spurgte jeg jordemoderen og min kæreste, om de ikke godt liiiige ville tage hende væk igen. Og de første uger var en underlig blanding af, at jeg intet følte og samtidig vidste at det var MIN datter og MIG der skulle tage mig af hende. Jeg troede virkelig, at det jeg følte var unormalt, og at alle andre elskede hende højere end mig. En dag blev hun dog til det menneske, jeg elskede allerhøjest på planeten. Det kan godt være at omverdenen forventer at du skal elske dit ufødte barn allerede, men det er altså helt normalt ikke at gøre det. De følges før, under og efter en operation, som forandrer deres liv og giver dem hørelsen tilbage. Men vejen til at leve med hørelse er benhård. Da jeg ikke længere kunne sove, hoppede jeg i badekarret, hvor det lune vand mildnede smerterne. Da der var 6 min. På hospitalet blev veerne mere sporadiske, der var nu 10 og 15 minutter imellem dem. Da jeg ikke længere kunne sove, hoppede jeg i badekarret, hvor det lune vand mildnede smerterne. Da der var 6 min. På hospitalet blev veerne mere sporadiske, der var nu 10 og 15 minutter imellem dem.

PONYVILLE 2016 - TIX & The Pøssy Project
Hvis du synes, at dette indlæg er latterligt er du formentlig ikke mor, eller også har du glemt, hvordan det var, da bebs var helt lille. Jo, jeg synes da hun er sød og jeg si på hende- men jeg elsker hende ikke, og glæder mig til den dag, hvor det kommer til mig. Så kan vi handle som vi kommer i tanke om praktiske ting vi mangler i løbet af året. Alligevel har hun mod på at få et barn til, før eller siden. Hun kan ikke holde det ud. Og som du rigtig nok har lagt mærke til, er bassen jo VILD med huler. Du kunne elsker ikke min baby starte med at klikke på billedet herunder og lære mig lidt bedre at kende.