manracotis

Caroline Mathilde af Storbritannien, 1751-75

❤️ Click here: Gyldenl?ve og griffenfeld elskere

Og alt det Tankens og Viljens lyse og lødige Guld, der kunde have lyst for det lille, uvidende Folk, det blegnede, rustede og smuldrede bort som en for evigt ubrugt Skat. At dette er sa, ses af et ældre ud- kast til en kongelov, affattet pa latin og underkastet senere gennemsyn og rettelser, men i hele sin tanke- g«ing og i sine arvcbestemmelser umiskendeligt grund- laget for Schumachers arbejde. Guden Merkur fører dem frem og skildrer i be- vægelige ord enhvers fortrin. Magt og skæbne, 2007.

Den lille Mand kan ikke lide Lindeblomsterduft og Vald- hornsmelodier, han bliver forstyrret i sit Arbejde for to Ri- gers Velfærd, og saa er der kommet en Myg ind i Ge- makket. Midt i den glæde, som dette fremkaldte i alle lojale undersåtters sind, kom så rj'gtet om, at en fremmed kok havde villet forgive hele den kongelige familie. Hans Regerings største Fejl- greb var uden Tvivl det at lade Landets genialeste Hoved afhugge, nemlig Friderich Struensees. En Gang imellem piltede der ogsaa en Undersaat rask forbi det stille Residensslot, hvor Damerne broderede cirkelrunde Roser paa Kannevas, og Herrerne læste op af Heines Buch der Lieder, Prinsesse Mariane sad yndefuldt bøjet over sit Sytøj og betragtede Livet som noget rosenrødt noget med et Par lyseblaa Nuancer.

Caroline Mathilde af Storbritannien, 1751-75 - Det er Danmark , gamle Danmark — Old Danmark. Endnu hojere stod dog digtet «Chrysillis», i hvilket han besang sin kærligheds lykke og for forste gang aflokkede det danske sprog så skønne toner, at denne sang vedligeholdt sin berømmelse i hundrede år og efter Rahbeks udsagn holdtes lige så højt i ære som i hans dage.

Gid Fanden troe Patroner, De hielper allerbæst Paa deris Hoff Caroner, Dem smør de paa en Præst. Han chokerede allerede sin samtid, og den var ellers ikke sart. Da maa Gud for mig raade, Jeg faaer vel bedre Kor, Jeg stoeler paa hans Naade Og paa mit Fader vor. Intet under da, at ægtemanden til dansk guldalderdigtnings store, lysende, levende muse, Kamma Rahbæk, i sin litteraturhistorie, den første af slagsen 1808 e. Knud Lyhne Rahbæk regnedes ellers selv for en digtersjæl som satte pris på vin, kvinder og sang, så enten fandtes der altså grænser, eller også skal henvisningen snarere opfattes som en appetitvækker end som en afvisning - hvem ved? I hvert fald kunne Niels Simonsen ibid p. Stærkt indenfor erotik og satire. Enestående i sin for barokken usædvanlige sammenhæng mellem liv og værk. Som med den anden af de undertrykte, forsmåede digtere kan Simonsen yderligere konstatere op. Hans Hansen Nordrup 1681-1750 e. Man anvendte et af de ældste tricks i bogen: at kalde sit offer for en ven af en tidstypisk fjende. Simonsen fastholder ibid p. De to væsentligste træk hos Nordrup synes dels hans bramfri, middelalderagtigt grovkornede erotiske åre, dels hans sociale indignation. Nordrup skabte sig mange fjender: Hans Vandel, Ole Rømer og især blandt de der fik hans skarpe smædebreve tilsendt, sømmet op på porten, eller smidt ind af vinduet, som med sjællænderbispen Christen Worm, som i årevis, faktisk godt 20 år, medvirkede til at holde Hans Hansen Nordrup arbejdsløs. På stenen som bispen fik ind af sit vindue stod skrevet Simonsen p. Det har nok også betydet hidsigt blod, da Nordrup i 1707 e. Simonsen fandt i håndskrifterne dette rim desangående ibid p. Mine fiender var ej faae Dog i Rumpen sad et straae. Nordrup vides vendt hjem til Danmark fra omkring 1711 e. Først da Christoffer Gabel, som jo også Anders Bording havde supplikeret , tog Nordrup til sig som kabinetsprædikant vendte modgangen lidt for digteren, og i 1726 e. Endelig flyttede han så i 1726 e. Gården nedbrændte ved hans død, og den meget velhavende enke måtte i hast forlade sognet. Efter Niels Simonsens vurdering udtørrer hans poetiske åre i 1720´erne e. I dette digt advarer Nordrup mod enevældens monarkistiske almagt, men gammelklog af skade og erfaring anfører digteren op. Jacob Worm 1642-1693 e. Jacob Worm kan nok ikke blot kaldes satiriker og kritiker af hjerte, men han må siges blevet det af erfaring og at have betalt den dyreste pris herfor. Hans overlegne intelligens, parret med en ovenud skarp hukommelse og en klar opfattelse af hvad der kan betegnes som ret og rimeligt i følge det kirkeskriftlige grundlag, gjorde ham til ikke blot en ironisk digter, men en hudflettende revser som på bedste latin revsede det dengang aktuelle samfund for de forsømmelser og fejl, som andre stiltiende så igennem fingrene med. Ikke så, med Jacob Worm, for hans indre lignende det måske blot en gammeltestamentlig profet som med usvigelig sikkerhed advarede mod synden, samtiden har reelt ikke haft en hjerne som bare halvt kunne måle sig med Worm, og slet ikke en som kunne gå ind på hans argumenter, og der enten modbevise eller gendrive dem. Greven blev faktisk jævnfør fodnoten p. XXX i 1676 e. Både Griffenfeld og Worm blev altså benådede, Griffenfeld sendtes til livslangt fængselsophold i Norge, Worm fik et præsteembede i Trankebar, den danske koloni i Indien, hvor han forblev til sin alt for tidlige død i halvtredsårsalderen. Han nåede altså at blive 1600-tallet e. Med indførelsen af enevælden og med svenskekrigen ændredes forholdene jo i Danmark, og Worm havde intet af Bordings charme og evne til at sige tingene mellem linierne. Han forsøgte alvorligt og med mange bibelbelæg at stække den nye magtelites vinger, han oplevedes derfor som en farlig mand, man måtte fjerne. Et enkelt eksempel: Bording havde som alle tidens danske forsigtigt gjort nar af de mange fremmede fugle som flokkedes ved hoffet, Worm fandt ikke forsigtighed passende. Af kongen selv, når Israels konge ser med fremmede øjne, hører med fremmede øren, svarer med fremmede læbers orakelsvar, styrer og forvalter riget med fremmede hænder. Er dette en klog eller usikker handling at udelukke rigets indfødte,... Man læser smuk velformet, meningsfuld poesi eller prosa. Et særkende ved Worms popularitet, måske snarere end hans politiske betydning og hans kranke skæbne, synes at manifestere sig i hans åbenbare kvalitet, hans samtidigt hermed strålende meningsgang, egentlig ligesom Anders Bording renset for barokkens mest kunstlede og ydre formfikserede knudrede sendrægtighed, såvel som dens mere overdrevne virkemiddelanvendelser og svulstigheder. Worms stedfader, Thomas Kingo, stod for eftertiden i mange år, som den store enerådende danske poet i perioden. Hvor Arrebo måtte gennes ind i digterpræstebåsen, spadserede Kingo pænt til krybben som en præmietyr. Som det senere skal fremgå p. XXX kalder ingen barokforsker de to stedfamiliemedlemmer, Jacob Worm og Thomas Hansen Kingo for venner, tvært imod forholdt de sig snarere uenige i mangt og meget, ja det meste. Hør, beder jeg, I himmelske guder, den sukkende fromhed, sørg over retfærdigheden, der er fordømt til evig landflygtighed, føl smerte over den landflygtige klogskab, sørg over den svindende oprigtighed, og begræd med bitre tårer de godes udplyndring og endelig ødelæggelsen af hele det kæmpende fædreland omend tavs smigrende. Til visse ærgrer jeg mig, skammer mig, viser fortrydelse og væmmelse ved yderligere at bøje knæ for disse helvedes plageånder og afgudsbilleder, fremlokket fra selve underverdenen,... Jo, ikke med svage ord fastholdt Worm den foragt alle retsindige mennesker følte overfor den pengeøkonomiske magtklikke, som i disse år infiltrerede alle de europæiske hoffer: -: Worm indså nok ikke; at man intet valg havde, pengene behøvedes og kunne kun lånes ét sted : det samme sted hvor våben solgtes og soldater udlejedes , adelens storhedstid inden enevælden, kongehusets storhedstid efter enevælden, begge blot sidste udkald for en kultur som ikke stod til at redde. Det indså Worm nok ikke, fyldt af hellig forargelse stod han klar til at vove alt i forsøget på at redde de fortabte får tilbage til folden. Og i et senere vers af samme digt ydmygede det populære digtergeni sig fuldstændigt, for endnu en af magtspillets maskerede figurer, ved at sammenligne sig selv med et lille ubetydeligt dyr, som skælver for majestætens fod. Pointen bliver, at en sand løve som majestæten skåner det skælvende smådyr og dets lille familie ibid p. Jacob Worms karakterprofil følger et mønster som ofte kommer igen i 1600- og 1700-tallene e. ´s forfatterskæbner: opvokset i en præstegård, magisterkonferens, gejstligt eventuelt borgerligt embede. Teksten her vil fastholde denne pointe set i lyset af diskussionen fra foregående kapitel om bruddet i moderkirken p. XXX : -: Protestantismens kirkefædre vendte sig jo mod nøjagtigt den type forhold som Jacob Worm og også Hans Hansen Nordrup satiriserede: gejstlig handel og vandel med embeder og frelse, despotiske fyrster, pengemanipulerende kræmmersjæle, skinhellige horebukke, - kort skrevet: ukristelig adfærd. Sorteper eller nissen flyttede dog altså med ind i den reformerte verden, som Danmark så omhyggeligt havde tilsluttet sig. Set fra den katolske side blev netop præstegården et sted, hvor gejstlig aktivitet blev til handel og vandel og ikke hellighed som med for eksempel tiggermunkenes forkyndelser og klosterkirker og præstens tilladelse til at indgå ægteskab lignende og ligner end for den katolske tanke: skinhelligt hor. Men Sorteper eller nissen levede også videre i den katolske verden selv, som ikke i de følgende århundreder, trods modrevolutionen og ekspansionen til især syd-Amerika, helt kunne tilintetgøre resultaterne af reformatorernes kritik og oprør. Anders Christensen Bording bliver her navnet, der som intet andet må siges, at repræsentere det første danske udkast til denne digterprofil, om end han altså finansieredes over kongens kasse og derfor ikke stod frit stillet overfor det betalende publikum, som senere tiders kunstner; -: Bording havde en art statsstøtte. Her udvikledes ikke blot noget nyt i den kristne kultur, som latinskolerne havde standardiseret over hele Europa, her lurer også den kamp som drejer omvæltningernes mange hjul, de omvæltninger som med tiden også indebærer revoltens blodige revolution. Peters Brev IV, vers 3. En overmodig teolog er Antikrists afkom, fremdeles er enhver overmodig teolog en kætter, om ikke faktisk, så dog efter retten. Vore biskopper hjemsøger de ulykkelige præster, der er underkastet dem, og som hverken er knyttet til nogen ved et prægtigt slægtskabs eller såre anseligt svogerskabs bånd, alvorligere end retfærdigt, udplyndrer og udsuger og ødelægger dem hinsides ret og billighed med pålagte skatter,... Optændte af havesygens flammer, bevæbner vore biskopper nogle knægte og karikaturer, uvidenhedens brødre, med anbefalingsbreve, således at man ville sværge på, at de havde nedsvælget al visdoms forråd og var lige så fulde af boglig viden som en ko af tamarisknødder , når dog visse uvidende, der næppe er underlagt skolelærernes ferler , næppe rødmer ved dumdristigt at stræbe efter præstegerningen og omsider kun opnå det biskoppelige, jf. Peters Brev, III, vers 16. Herfra flyder der stort pengeudbytte til biskopperne og talrige læs af smigrende venner. Hvad skal jeg sige om disse pavelige ravne,... Dette afsnit om den danske baroklyriks satire og protest i 1600- og 1700-tallene e. Med indgiftningen af gejstligheden afskaffede protestantismen magtmennesker uden reelle erfaringer med forældreroller og seksuelt samliv mellem mand og kone. Men samtidigt krævede reformationens organisering, at en meget stor del af de reformerte latinskoler leverede studenter, som kunne opbygge det ny trosliv i landet. Med pietismen hen på 1700-tallet e. XXX , men i sin digtning, jo især salmedigtning, ramte pietisterne en tone som skulle blive et kendemærke ved kunsten fremover: inderlighed, personlighed: -: subjektive følelser, noget kun protest- og satireskriverne kendte fra deres hellige harme. Den asketiske munkemand eller nonne havde med reformationen lært sig landbrug, livet som husbond eller husfrue, men vedkommende elskede stadig sin kristelige frontfigur Jesus-personagen og med 1700-tallet e. Worms hellige forargelse, dens fabelagtigt veltalende formulering fandt en mere ufarlig, subjektiv fremstillingsform. Troen glødede lige ivrigt, men synden gjordes ikke til navngivne personers vanrøgt, men til selvets smertefulde adskillelse fra frelsen, ufarligt, for øvrigheden, men ikke for kunsten selv. Dog forekommer det forkert, på trods af de anførte holdninger i denne fromhedsbevægelse og dens had til teater, enbart at kalde disse digtere og salmemagere, som i Danmark satte stop for barokperioden, for reaktionære. Allerede hos Ambrosius Stub og synderligt i Hans Adolf Brorsons digtning spores denne personlige, individuelle og før-borgerlige tone, hvis inderlighed nærmest antyder en ny opvågnet evne til at se mennesket som et ligeværdigt element i en fællesmenneskelig forståelse, som simpelthen ikke kan siges at eksistere i 1600-tallet e. Når netop det lærde fremhæves fra denne periode regnes Tøger Reenberg for baroktidens og -eftertidens førende såvel digter som teoretiske æstet: -: Tøger Reenberg gjorde mange gode ting, medvirkede alvorligt til at få Anders Bordings efterladte skrifter samlet og udsendt gennem trykken, og sikrede ganske ofte i sin digtning, at samtidens og eftertidens læsere fasthold Bording som periodens absolutte digterkonge. Tøger Reenberg 1656-1742 e. Hans fader tronede som valgborgmester i Viborg. Dette, må i høj grad have behaget den unge Tøger Reenberg, som selv arbejde sig op til en prægtig stand, og samtidigt fik æresposten som den intellektuelle, meget vidende lærde digter i dansk barok. At noget bliver en ligeværdig del af noget andet. Assimilerede altså: blev en del af noget større. Patron altså: en faderlig beskytter, en velynder. Efter fransk carogne: mær, tøjte, afledt af charogne: ådsel, kadaver, igen efter middellatin caro: kød. Carone altså: et groft skældsord om en kvinde, en mær, en tøjte, en luder. Andersen, Adam Øhlenschlæger og mange, mange andre. Fescennisk altså: vedrørende ekskrementer, afføring, bundfald, bærme og lignende. Overført at handle med præsteembeder. Simoni altså: at købe og sælge gejstlige stillinger i forbindelse med nepotisme, despotisme og lignende. Indignation altså: retfærdig harme, vrede over uværdighed. Berufsverbot altså: at forbyde mennesker embedsansættelse på grund af deres meninger og tro samt en mere eller mindre begrundet bekymring for at de enten vil misbruge embedes magt eller via ansættelsen vil fastholde systemet som aktiv støtte for disse meninger eller denne tro. Efter latin sub plicare: under bøje. Supplikeret altså: en som har tryglet og tigget om en stilling. En genre i barokken, hvor digteren poetisk ansøger de højere embedsfolk om en stilling. Efter et citat betyder sic: det står der virkeligt! En ironisk anmærkning meget brugt i litteraturvidenskaben, når der i et citat for eksempel staves forkert eller fremsættes bemærkninger af anstødelig, upassende, urigtig eller lignende karakter. Jeroboam den Første grundlagde omkring 935 før e. Jeroboam altså: den som dyrker afguder. Farven purpur regnedes for særlig dyr og fin, anvendtes derfor ofte i officielle konge- og adelige dragter, heraf betyder den billedlige brug af purpur altså: de adelige, de kongelige. En prydbusk hvis nødder spises af kvæg. Træstok med rund klump eller plade i den ene ende, som skolelærere slog poger i håndfladen eller over ryggen med. Ferler altså: strafferedskaber i den gamle skole. En protestantisk fundamentalisme fra slutningen af 1600-tallet e. Pietismen altså: protestantisk fromheds- og vækkelsesbevægelse i 16-1700-tallet e. Asketiske altså: de som eller det som forsager materiel og sanselig nydelse til fordel for from selvtugt og streng afholdenhed.

Jeroboam den Første grundlagde omkring 935 før e. Kort efter hans ankomst mærkedes det da gyldenl?ve og griffenfeld elskere så, at modsætningen mellem ham og Gabel var ufor- sonlig. Den første skulde særlig have de udenlandske sager, den sidste justitssagerne ; de tysk styrede landes administra- tion skulde de dele. On hearing that the sentence was commuted to lifelong imprisonment, he declared that the pardon was harder than the punishment, and vainly petitioned for leave to serve his king for the rest of his life as a medico soldier. Følgende er heller ikke ilde : Naar Jorden staar pyntet saa net, som en Brud i sit grønne Korset, naar paa hoppende Taa, vi Pigebørn smaa, blandt Violerne blaa saa spøgende gaa, hvor er mig den Vaardag saa kær. Men det var Drømmen om Drømmene den Sol.